Så blev det vinter, og vinter betyder hej til mit absolut yndlingsstjernebillede: Orion.
Der er flere grunde til, at jeg er vild med Orion.
Selv om det langt fra er det største stjernebillede, har Orion mange prominente stjerner, som gør, at dette stjernebillede alligevel på imponerende vis dominerer vinterhimlen.
Orion er opkaldt den stærke jæger i græsk mytologi, søn af Medusas søster Euryale og havguden Poseidon, og stjernebilledet optræder i flere klassiske værker som for eksempel Homers Odysseen og Iliaden.
Men andre kulturer har også anerkendt stjernernes fremtræden og sidestillet konstellationen med stærke personligheder, eksempelvis den kosmiske danser Nataraja i hinduismen og jætten Ørvandel i nordisk mytologi.
Årets mørkeste måned er, om ikke andet, perfekt til stjernekiggeri.
Orion er decembers astro-højdepunkt for mig. Men du har også chancen for at se den galakse, Andromeda, der for næsten præcis 100 år rykkede ved vores forestilling om universets størrelse.
Her i december trasker Orion op på stjernehimlen i øst ved 18-19-tiden. Bor du i byen med begrænset udsyn, må du vente nogle timer, før den kommer højt op, men selv midt i København, hvor jeg bor, kan byens lys ikke hamle op med Orions klareste stjerner.
Og her kommer vi til en af mine yndlings-astro-facts, som jeg godt kan lide at fortælle til dem, der gider lytte:
Stjerner ser vi normalt som små, hvide prikker. I et billede med lang eksponeringstid kan man dog se, at de ikke alle er hvide. Nogle er blålige, andre gullige, og igen andre rødlige.
Men i Orion kan vi se farveforskellen med det blotte øje! Øverst til venstre ses den rødlige Betelgeuse som Orions skulder (eller armhule), og nederst til højre ses den blåhvide Rigel som hans knæ.
Disse farver skyldes stjernernes temperatur.
Jo varmere et objekt bliver - hvad end det er en stjerne eller et spyd i smedens esse - jo mere gløder det, og jo mere vil dets farve gå fra rødglødende, over orange/gult og til hvidglødende.
Bliver det rigtig varmt, vil det til sidst gløde blåt (så varmt bliver der dog ikke i smedjen).
Rigel er blålig, fordi den er tyve gange så tung som Solen, hvilket får den til at fyre sit brændstof af med enorm kraft: Den lyser over 100.000 gange kraftigere end Solen og er 12.000 grader varm.
Betelgeuse derimod er rødlig, fordi den er svulmet op og dermed kølet af til 'kun' 3.600 grader i et forsøg på at udsætte sin uundgåelige skæbne - at eksplodere i en supernova inden for de næste 100.000 år.
Langt de fleste lysprikker, som du kan se på stjernehimlen, er stjerner. Står du et mørkt nok sted, kan du dog også se andre objekter, som for eksempel kuglehobe, kompakte klumper af et stort antal meget gamle stjerner.
Orion gemmer på et andet spændende ikke-stjerne-objekt: Under hans bælte - som består af stjernerne Alnitak, Alnilam og Mintaka - hænger 'Orions Sværd'.
For det blotte øje ligner det en lodret række af 3-4 stjerner. Den klareste i midten er imidlertid ikke (bare) en stjerne. Kigger du godt efter, kan du se, at den er lidt diffus.
Dette område er nemlig en glødende tåge af gas - den såkaldte Oriontåge - som netop nu er i gang med at danne nye stjerner!
Orion kan også guide dig til at finde andre spændende himmellegemer:
Forlænger du Orions Bælte en syv-otte bæltelængder ned mod venstre, finder du himlens klareste stjerne lige over horisonten: Sirius, også kaldet Hundestjernen, da den ligger i stjernebilledet Store Hund, opkaldt efter Orions jagthund.
Denne hund (som har lidt forskellige navne alt efter kilden) hjalp ham med at bekæmpe Tyren, hvis stjernebillede grænser op til Orion på hans højre side.
Forlænger du Bæltet cirka samme afstand som før, men op mod højre, finder du en anden meget klar og rød stjerne, Aldebaran, som udgør Tyrens øje.
Fortsætter du i denne retning, kommer du til Pleiaderne (også kaldt Syvstjernen, opkaldt efter de syv søstre, som Orion var lidt for interesseret i).
Fordi deres far, Atlas, havde travlt med at bære himmelhvælvingen på sine skuldre, 'hjalp' Z...
