Virologen Beata Halassy skabte for nylig store overskrifter, efter hun med succes behandlede sin egen brystkræft ved at udføre eksperimentel behandling på sig selv.
Beata Halassy havde tidligere gennemgået både en mastektomi (fjernelse af brystet) og kemoterapi, men så informerede hun sine læger om, at hun ønskede at behandle sin tumor ved at injicere den med virus, der er kendt for at angribe kræftceller.
Denne tilgang, som kaldes onkolytisk viroterapi (OVT), er endnu ikke godkendt til behandling af brystkræft, men bliver på nuværende tidspunkt evalueret som en eksperimentel tilgang.
Beata Halassys eksperimenter med sig selv var en succes, og hun slutter sig til rækken af andre forskeres, som Barry Marshall, der vandt Nobelprisen i medicin i 2005 efter at have spist den såkaldte helicobacter-bakterie for at belyse den afgørende rolle, bakterien spiller i forbindelse med mavekatar og mavesår.
Opdagelsen af helicobacter-bakteriens betydning menes at have reddet millionvis af liv.
Men alligevel er ikke alle lige begejstrede for forskernes eksperimenter på sig selv, og bekymringen for 'selveksperimentering' er stigende, fordi det ikke længere udelukkende er forbeholdt professionelle forskere.
Bioteknologier og udbredelsen af open source-forskning har ført til udviklingen af 'biohacking'-samfund, der beskæftiger sig med forskellige former for forsøg på egen krop.
Er det etisk forsvarligt? For at besvare dette spørgsmål skal vi helt tilbage til de grundlæggende videnskabsetiske principper.
Autonomi skal sikre menneskers ret til at træffe deres egne beslutninger, og 'informeret samtykke' er en proces, der yder en afgørende beskyttelse i medicinsk forskning.
Forskerne er nødt til at anvende omhyggelige metoder for at sikre, at deltagerne i forsøg træffer et frivilligt valg om at deltage, og at de forstår risici og fordele ved de eksperimentelle indgreb (og alternativer).
Det er klart, at en del personer, der foretager eksperimenter på sig selv, kan træffe informerede valg om selv at udøve en udokumenteret behandling.
Beata Halassys rapport fastslår, at hun gav informeret samtykke, og hendes professionelle ekspertise inden for virologi gjorde hende i stand til at udvikle en klar videnskabelig begrundelse for sin tilgang.
Men der kan være ukendte alvorlige bivirkninger ved eksperimentelle behandlinger, som betyder, at det er bedst at have andre fagpersoner ombord.
Det er heller ikke alle, der eksperimenterer med sig selv, der er lige velinformerede.
Der er en berettiget bekymring for, at uregulerede former for 'selveksperimentering' måske ikke tager højde for denne vigtige beskyttelse, når almindelige borgere eksperimenterer på sig selv.
Informeret samtykke er ikke forskningsetikkens eneste vigtige garanti. Det bliver ofte hævdet, at selv voksne, der giver deres samtykke, kun bør udsættes for 'rimelige risici' i forskning.
Etikere diskuterer ofte, hvad man forstår ved rimelig risiko, men der er bred enighed om, at 'rimelige risici' skal minimeres til de risici, der er nødvendige.
Det er dog mere komplekst at afdække, hvad der tæller som rimeligt, hvis en patient har en alvorlig sygdom og er i gang med eksperimentel behandling, der måske (eller måske ikke) gavner dem.
I tilfælde hvor en eksperimentel behandling kan gavne patienten, er 'proportionalitet' delvist relateret til, hvordan den eksperimentelle behandling kan sammenlignes med andre behandlinger, som læger kan bruge som den 'standardiserede form for behandling'.
Det er et relevant spørgsmål i Beata Halassys tilfælde. Det er værd at bide mærke i, at Beata Halassy allerede havde gennemgået en fjernelse af brystet og kemoterapi i løbet af sin behandling.
Derudover var sikkerhedsstatistikken, for den mæslingevirus og vesikulær stomatitis-virus hun brugte i sin eksperimentelle OVT-behandling, god.
Hvis deltageren derimod ikke har gavn af at modtage behandlingen, bliver det nogle gange hævdet, at det kun er rimeligt at udsætte deltageren for minimal risiko.
Andre mener, at større r...
